Forbrugerrådets blad ”Tænk” udkom for første gang i marts 1964. På trods af prisen på 2,85 kr., der var højere end prisen på andre månedsblade, blev første-opslaget på 50.000 hurtigt udsolgt. Og ligeledes et ekstraoplag på 25.000.

Bladet slog en aggressiv og flabet tone an og gik i gang med at lære folk at tænke som forbrugere med ret til at vide, hvad de købte. På det tidspunkt var der ikke noget, der hed varedeklarationer. En undersøgelse af f. eks. æg viste, at der var forskel på de æg man kunne købe på landet, og de æg man købte i storbyen.

Magten som forbruger

Poul Henningsen, cirka 1950

Poul Henningsen, der fortrinsvis var kendt indenfor revykunst, dansk design og kulturkamp blev på det tidspunkt opsøgt af to kvinder. Det var tidligere handelsminister Lis Groes og Forbrugerrådets kontorchef Helle Munch-Petersen. De forelagde ham ideen om et forbrugerblad, der kunne tage kampen op med masseproducerede, underlødige varer og uærlig, vildledende markedsføring. Det var en idé, han var så begejstret for, at han arbejdede som redaktør for bladet uden at få honorar i starten.

 

Han ville gerne være med til at fortælle danske husmødre, hvilken magt de kunne få, hvis de organiserede sig. Forskellige brancher troede, de kunne byde folk hvad som helst. Det viste sig dog at med fokus på den magt, der lå i at stå for indkøb for 35 milliarder kroner årligt, skabte en ny bevidsthed blandt sine læsere. Redaktionen angreb f. eks. de dobbeltbundede krukker, kosmetikbranchen brugte, der skulle få det til at se ud som om, der var mere indhold i, end der var, og firmaet ”Tupperware”, der kun solgte deres varer ved private demonstrationer og derved fik skabt en idé om, at deres plasticvarer var langt mere værd end andre, selvom det ikke var tilfældet. Der blev også orienteret om forekomsten af bakterier i supermarkedernes salater, manglende varedeklarationer og overpriser.

Advokater, ikke dommere

Redaktionskomitéen, der bestod af bl. a. Forbrugerrådets forkvinde Viola Nørløv og universitetslektor Mette Koefoed Bjørnsen fortalte, at de på ingen måde ville gøre sig til dommere over læsernes forbrugsvaner. Dog ville de gerne være deres advokat. Der var ingen annoncer i bladet, da det selvfølgelig ville gøre tingene noget mere besværlige i forhold til bladets indhold. Det gjorde, at bladet kunne stå frit over for de firmaer og forretninger, der blev indbragt for Forbrugerrådets klagenævn. F. eks. blev producenterne af nogle jakker, der mistede både facon og holdbarhed efter en tur i vaskemaskinen, draget til ansvar for det. Den slags relevante klager var tidligere blevet affærdiget med påstande om, at kunden sikkert ”havde behandlet tingene forkert”.

I januar 1967 døde Poul Henningsen i redaktørstolen foran skrivemaskinen. Forbrugeroplysningen, som han havde været med til at starte, fortsatte dog ufortrødent med en ny generation af redaktører som Leif Blædel, Sten Hegeler og Inge Hammerich. Og stadigvæk med pioneren Helle Munch-Petersen i redaktionen. Bladet lever stadig i bedste velgående. Noget der kan få en til at tænke over, om det måske i virkeligheden altid vil være nødvendigt. Og hvorfor, hvis det er tilfældet.