Nostalgi – blot en tanke

”nostalgi

Nostalgi; sammentrækning af det græske nostos (hjemrejse) og algos (smerte). Bruges i betydningen at mindes eller længes efter noget tabt, forsvundet eller “de gode gamle dage”.

En nostalgisk person eller nostalgiker er en person med hang til nostalgi. F.eks. en person, der bruger lang tid på at snakke om sin fortid, som kan virke mere eller mindre ligegyldig for de tilhørende.”

(Fra: http://fremmedord.dk/nostalgi.html)

Er det at være nostalgisk positivt, negativt eller neutralt? Eller en blanding? At længes efter noget der var engang? Eller at længes efter noget der ikke var engang men føles sådan? Hvordan opfatter du nostalgi?

En længsel efter noget tabt, forsvundet eller ”de gode gamle dage” er også et ønske om at genskabe en stemning i de rammer, der var med til at danne en oplevelse, der satte sig fast. Erindringen er pudsig, fordi den længsel der opstår er afhængig af humør. De ”gode gamle dage” kan hurtigt blive til det omvendte, hvis humøret er helt i bund. På den måde farves ens erindringer livet igennem. Man kan nærmest tale om en erindringens palet, der bruges. Nostalgi kan som begreb i den forbindelse godt bruges neutralt. Hvis en længsel efter ”engang” ikke bedømmes som hverken god eller dårlig men blot legitim, så er friheden til at længes på plads. Og så er nostalgi blot endnu en måde at opleve på. Måske hænger den negative klang det har fået, sammen med den omvendt meget positive tilgang til at ”leve i nuet” der tit er. Men noget der skaber stor glæde ved en oplevelse er ikke bare oplevelsen men oplevelsens kontrast. Og nostalgi, som et dyk tilbage i tiden med de forskellige følelser og stemningslejer det kan have, er en god kontrast til at leve i nuet.

Jeg må længes efter noget, der var engang, eller måske noget der kan komme, for helt at kunne det. Jeg skænker ikke tid en tanke, når jeg lever umiddelbart og direkte, men jeg behøver tiden for at opleve det tidløse. Hvis jeg konstant er nostalgisk, så misbruger jeg tiden, fordi jeg vil opnå noget umuligt, på samme måde som hvis jeg hele tiden vil leve i nuet. Ved at besøge ”Tidens Samling” kan jeg både leve i nuet og være nostalgisk på en gang. Og alt efter hvilken alder jeg har, vil jeg opleve det mere eller mindre intenst, alt efter hvilken stue jeg besøger. I visse stuer vil jeg måske udelukkende leve her og nu, mens jeg oplever noget, der aldrig har været en direkte del af mine dage, mit liv, mens jeg i en anden stue vil blive slynget tilbage til mit teenageværelse i færd med at drikke lige præcis den abrikossodavand, der står på hylden i stuen fra 1980’erne. Her hvirvler tiderne op og samler sig på nye og/eller velkendte måder. Tiderne kan sammenlignes med vinde og ren nostalgi med et vindstød, der rammer en rent, og det kan være forfriskende, varmt eller ubehageligt, alt efter hvilke minder der er knyttet til det objekt, der betragtes.

Et erindringsglimt som et vindstød, et der efterlader en med al luft pumpet ud af kroppen, eller et der efterlader en med fornyet energi, og alt derimellem, erindring som brændstof der fyldes på eller tappes af andre kræfter, hukommelsens besynderlige tromle.

Af Rune Kjær Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *