Nimbus nørd besøger Tidens Samling

På Tidens Samling fik vi i dag besøg af en ægte Nimbus nørd. Han kom for at se særudstillingen med Nilfisk og Nimbus.Niels Nimbus

Niels Jørgen Poulsen er en ægte Nimbus nørd. Han ejer fire eksemplarer af den danske motorcykel og kører mellem 6000 og 7000 kilometer om året.

- Jeg elsker at køre Nimbus. Det er frihed. Frisk luft. Og naturoplevelserne er langt bedre end i en bil, siger 63-årige Niels Jørgen Poulsen.

Som 18-årig i 1969 fik Niels sin første Nimbus. Men det var egentlig slet ikke meningen.

- Jeg ville have en Vespa scooter, som min ven havde. Men det kunne ikke lade sig gøre, og det var nu meget godt, griner Nimbusejeren fra Farsø.

På Tidens Samling går han rundt og kigger på de udstillede Nimbus motorcykler. Han stopper ved den første generation af Nimbus. Den med kakkelovnsrør. Han rører ved gashåndtaget. Stelnummeret er 701. Den første Nimbus Niels ejede havde stelnummer 702.

- Dengang var Nimbus foran sin tid. Det var en god og solid maskine, men den blev siden overhalet af de engelske motorcykler, siger Niels.

Tæt ved hjertetNiels Nimbus 2

Tæt ved hjertet bærer han i bogstaveligste forstand et Nimbuslogo. Han har fået en dame til at strikke en Nimbussweater til ham. Mønsteret til trøjen havde han selv lavet, da han var i tyverne.

- Jeg kørte galt på min motorcykel og brækkede min arm, så jeg sad med én hånd og lavede Nimbus-mønsteret på en skrivemaskine hen over en vinter, imens jeg var skadet, fortæller Niels.

Men først næsten fyrre år senere fik han en dame i Frederikshavn til at lave strikketrøjen til ham. Da armen var god igen, skulle han ud og køre, og så tænkte han ikke så meget på den trøje.

På Tidens Samling falder Niels i snak med museumsdirektør Cæcilie Ning Hage, og hun inviterer ham til Nimbus træf i Farvergården den 9. Maj.

- Jeg skal køre cirka 210 kilometer, så det tager et par timer, men det lyder sjovt. Det vil jeg overveje, siger Niels Jørgen.

Kan du også lide Nimbus? Torsdag d. 16. april på Tidens Samling er der foredrag med Per Alleslev, der er indehaver af Danmarks største Nimbus- og Nilfisk-samling.

 Af: Line Lektonen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *