– Jeg ville ligne Brigitte Bardot

Museet Tidens Samling har mødt Birte Tange. Da Birte skulle konfirmeres i 1957 ville hun ligne skuespilleren Brigitte Bardot. Det var ikke uden omkostninger. Hun måtte blandt andet sove siddende dagen før sin konfirmation.

– Vi blev klippet hos Orla barber i Esbjerg. Og mit hår skulle være touperet og kæmpe stort. Jeg havde meget hår, og det blev enormt med bukler og små spytkrøller, siger Birte Tange.

Hårpragten skulle holde, derfor måtte hun ikke lægge sig ned for at sove.

– Egentlig tror jeg, at det var en frisure, der slet ikke passede til en 13-årig pige. Men jeg havde aldrig følt mig så dejlig. Det var Brigitte Bardot jeg ville ligne, men det lykkedes ikke helt, griner Birte.

Birte fik en rejsegrammofon i konfirmationsgave, og hun var lykkelig for den. Hun brugte den flittigt til at høre Elvis og Cliff og Pappa Bue. Og naboerne fik også glæde af den, når hun tog den med udenfor og skruede op til højeste lydstyrke.IMG_1510

– Konfirmationen var første gang, jeg var midtpunkt i noget, og det var meget stort at opleve, husker Birte.

Tøjet til andendagen

Der var kun ét valg for Birte, og det var det rigtige. Og det var mohair i 1957. Det skulle alle have det år.

– Mohair var en vanvittig idé. Kjolen var uhyre varm, siger Birthe.

En anden ulempe var farven. Kjolen var syrenfarvet. Det var også et must det år.

– Syren er slet ikke min farve, da jeg er rødhåret, men hvad betyder det, når det er moderne, ler Birte.

Vakte opsigt i kirke

Birte konfirmationskjole var med masser af vidde, broderi anglaise og strutskørt i papernylon. Og kjolen kostede 108 kroner i byens fineste konfektionsforretning. Men Birte synes ikke, der var strut nok i.

– Jeg havde puttet et skumgummiskørt under papernylonen. Det var der ingen, der havde set i den store forvirring, fortæller Birte.

Men da Birte skulle knæle ved alteret gik det op for hendes mor, familien og ikke mindst hendes ældste moster, at hun havde det skørt indenunder. Det var skrigende rødt.

– Nå pyt, konfirmeret blev jeg da, ler Birte Tange.

 Af: Line Lektonen

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *