Hvorfor bedsteforældre skal fortælle historier

CE Lundgaard og JP Madsen
Jens Peter Madsen, Historiefortæller, foredragsholder og lektor

Engang, hvor jeg fortalte historier for lidt større børn om min egen skoletid i 1960erne, fortalte jeg også historien om, hvordan min lærer i 8. klasse havde slået mig så hårdt i hovedet med tavlekæppen, at den knækkede i to stykker, og jeg fortalte også, at jeg følte mig flov over, at jeg havde gjort ham så vred. Børnene lyttede med mistroiske øjne og forundrede blikke. Og flere oprakte hænder fortalte mig, hvor overraskende og uforståeligt det var i deres øjne, at der ikke blev en stor sag ud af den hændelse. De forstod heller ikke, at jeg ikke fortalte det til mine forældre, eller hvorfor jeg accepterede skolelederens henstilling om, at vi ikke skulle snakke mere om den hændelse.

Den og mange andre historier fra min egen barndom og ungdom, bliver altid til en engageret samtale mellem mig og børnene og til sprogligt samvær af den kvalitet, som styrker børnenes historiske bevidsthed og deres forundring over forskelle og ligheder i børns og unges liv nu og dengang.

Jens Peter pa¦è H+©jmark Skole (2)

Når bedsteforældre fortæller personlige historier for deres børn, kommer de til at spille en mere aktiv og involverende rolle i børns udvikling og personlighedsdannelse.

Personlige historier er en metode, vi bør udvikle og udbrede til at dele personlige erfaringer, holdninger og følelser med vore børn og andre mennesker i det hele taget. Det bør vi, fordi personlige historier bygger på erindringer, som ofte danner levende forestillingsbilleder, når fortælleren dykker ned i dem. Det forunderlige er, at lige så snart vi oplever et menneske, som fortæller historier ud fra sine egne erindringsbilleder, så går vi straks i gang med at danne vore egne forestillingsbilleder. Bedsteforældres erindringer sætter derfor også gang i børns fantasi og kreativitet, og det kan der komme nogle hylende morsomme samtaler ud af.

Der opstår i fortællingens form en åben dialog mellem en tidligere generations erfaringer og nutidens generationer, og på det grundlag kan der dannes værdifællesskaber og sammenhængskraft i et moderne samfund i hastig forandring.

Personlige historiefortællinger er ikke blot spontan snak om dengang og nu, som jo også har sine kvaliteter i det sociale samvær mellem bedsteforældre og børnebørn. Det er også egentlige skabte historier, som bygger på fortællerens personlige erindringer og livserfaringer, og som forbindes med den tradition og de overleverede genrer, strukturer og udtryk, som historiefortælling har skabt og overleveret gennem årtusinder. Det er således fortællerens refleksion over egne erindringer og livserfaringer samt fortællerens genrekendskab og fortælleerfaringer, som danner grundlaget for de gode personlige historier, som børn og børnebørn vil efterspørge og lytte til med glæde igen og igen.

005

Ideen om og metoderne omkring personlig historiefortælling har jeg udviklet gennem mange års kunstnerisk optræden med mit eget livs historier, og de erfaringer som jeg har høstet som seminarielærer ved Pædagoguddannelsen i Odense, gennem kursusvirksomhed om fortællekunst, erindringsfortælling og personlig historiefortælling for fortællere i Danmark og andre nordiske lande samt gennem mine studier i narrativ teori og praksis i kunst, pædagogik, undervisning og socialt arbejde.

Grundprincipperne i konceptet er, at evnen til at erindre ikke blot er kognitiv baseret, men også i høj grad er sensorisk og emotionel. Mange af vore erindringer kan derfor ikke alene fremkaldes og udbygges gennem sproglige opfordringer, men kræver også sensorisk og emotionel igangsættelse og inspiration.

Erfaringer viser at erindringerne, særligt dem fra barndommen, kun i meget ringe grad kan fremkaldes sprogligt, men at genkaldelse af sanseoplevelser og følelsesoplevelse har en særdeles stor effekt.

Det hænger sammen med, at kun en meget lille procentdel af alle de sanser og følelsesstimuleringer, som vi får gennem livet, rent faktisk bliver bevidste – og sprogliggjorte. Det betyder imidlertid ikke, at de er forsvundet for evigt. Vi kan blot ikke nå dem igen af sproglig vej, men kun ad samme vej som vi i sin tid modtog dem, som dufte, smag, berøringer etc.

Ved den erindringsmæssige genkaldelse kan den voksne nu fortolke dem sprogligt og bevidsthedsmæssigt og anvende de nye opdagelser som det centrale råstof til personlige historier om, hvordan dette eller hint fra barndommen blev oplevet og forstået.

Når personlige erindringer og fortællekunstens metoder anvendes til at skabe historier om barndommen eller ungdommen kan vi give nutidens børn medrivende og stærke oplevelser af barndomslivet dengang og nu.

Personlig historiefortælling kan naturligt og udviklende forbindes med børnenes besøg i forældre- og bedsteforældres barndomslokaliteter (hjem, skole, by, m.m.), hvor historiefortællingerne udfolder sig i billedskabende rammer. Det forbindes også let med kig i fotoalbum eller på genstande, som forældre og bedsteforældre selv har gemt, eller som er tilgængelig i diverse museer, samlinger og billedarkiver - OG det forbindes også naturligt med mange forskellige færdigheder og aktiviteter, som fortællende bedsteforældre har lært i deres egen barndom, broderi, strikning, fletning, sløjd, m.m., og som de med lidt øvelse nemt kan samle op og dele med deres børnebørn – eller børn i den lokale skoles ”åbne skole”.

Klumme skrevet af,
Jens Peter Madsen, historiefortæller, foredragsholder og lektor – se mere på www.jenspetermadsen.dk

Formand for Odense fortællekreds og stifter af Spoken Word Festival i Odense
Årets Fynbo i 2012 for sit bidrag til udbredelse af det talte ords kunst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *