Historien om Daells Varehus del 2 – vokseværk

daells varehus katalog 1920-21
Daells Varehus Katalog fra 1920

Særudstillingen om Daells Varehus “Daells Varehus – Netop som det så ud i kataloget” hos Tidens Samling er nu en lille måned gammel og mange minder er blevet delt blandt venner og familie som har besøgt udstillingen. Det er med stor glæde, at høre små sætninger som ”kan i huske dem fra vores gamle stue…” og ”de ting havde jeg helt glemt…”, sætninger der altid udtrykkes med nostalgi og glæde, og næsten altid med et lykkeligt genskær i de besøgendes øjne.

Vi fortsætter med lidt anekdoter om Daells Varehus og de to brødre der bl.a. blev del af modstandsbevægelsen i Danmark.

Sidste gang hørte vi lidt om den eventyrlige begyndelse, og eventyret fortsatte i mange år. Under Første Verdenskrig var der mangel på varer, hvilket er enhver købmands mareridt. kataloget var skrumpet til sølle 8 sider i 1918. Brødrene Daell var dog snu. De fik ideen til, at bruge saksen og klippe Daells Varehus’ specialitet, det grå uldtæppe, om til gulvklude. De 200.000 gulvklude blev en stor succes og solgt på kort tid.

De næste tyve år var en fantastisk periode for Daells Varehus, som havde et anseeligt overskud og udvidede stort i flere etaper. Især Christen Daell brændte for udvidelse af Daells Varehus, og hans store drøm lå i et varehus der var både særegen arkitektonisk og som var funktionelt for de handlende. Det er arkitekt Vilhelm Lauritzen der er hovedmanden bag det arkitektoniske design, både som det udviklede sig op til 1935 i ny-klassicistisk stil, og den store ombygning et par år senere i 1937, til den tids populære funkisstil, som i eftertiden prydede husets design.

Under Anden Verdenskrig var Daells Varehus kommandocentral for mange af Modstandsbevægelsens aktiviteter. Det er velkendt, at mange af modstandsbevægelsens aktiviteter skete bag Daells Varehus mure og i dets kældre, samt at både P. M. og Christen Daell tog del i disse aktiviteter. De to brødre kom også i besættelsens søgelys. Christen Daell slap for tiltale, men P. M. Daell blev derimod taget og ført til Vestre Fængsel. Han blev senere interneret i Frøslevlejren, men kort efter løsladt – en chance som han udnyttede til at flygte til Sverige med sin datter og svigersøn og sin Eva, som han var blevet gift med i 1915.

Daells Varehus Katalogernes kulturhistoriske efterlevn kan netop ses i lyset af disse begivenheder. Kataloget skrumper i krisetider og er nærmest enorme i de gode tider. Samtidig er de historiske og kulturelle begivenheder i Danmark afspejlet i katalogernes udtryk og indhold. I katalogerne kan man se hvorledes varerne kræver spare-mærker i efterkrigstiden, japanske tegn indtager moden og tøjet i 80’erne, og fotografiet erstatter de håndtegnede udtryk i kataloget.

Mange har allerede vandret i genskæret af de mange kataloger hos Tidens Samling, og nydt de mærkværdige ting samt de æstetiske rammer. Alle der kan nikke genkendende til Daells Varehus Katalogerne har en unik oplevelse i sigte hos Tidens Samling.

Er i nysgerrige kan i se alle katalogerne her: Daells Varehus Kataloger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *