Fund af en nimbusmotor i USA. Et lille eventyr.

Ole Christiansen
Ole H. Christiansen

Der var en gang en nimbusmotor, der stod og kedede sig i en garage i USA.

I 1980 var min kone og jeg på vor første tur på en hel måneds besøg hos min søster og svoger i Pennsylvania i USA, og en dag var jeg på besøg hos min svogers fars fætter. Ja, det er måske lidt langt ude, men nu boede de tilfældigvis forholdsvis tæt på hinanden, og danskere i udlandet søger gerne sammen, når det kan lade sig gøre.

Min svogers far, Thomas Jensen, etablerede i 1936 Amerika’s eneste fabrik for model-dampmaskiner, og den eksisterer i bedste velgående endnu. Han og fætteren Ditlev var udvandret samtidig en gang i 1920’erne, og efter nogen tids søgen fandt de arbejde i deres fag i New York. Fætteren var uddannet blikkenslager og maskinarbejder, og han selv var ingeniør. De landede til sidst i Pennsylvania i Pittsburgh-området i en by, der hedder Jeanette.

Under mit besøg hos fætteren Ditlev, der kunne lidt af hvert og i parentes bemærket havde 8 standure af eget fabrikat stående, så jeg i hans reol en bog om Nimbus motorcykler.

Han forklarede, han i Danmark havde arbejdet for Fisker og Nielsen. I kriseårene i slutningen af 1920’erne var han arbejdsløs, men kom lige forbi Fisker og Nielsen på Peter Bangsvej på Frederiksberg. Her fik han et arbejde inden for sit fag og kom derved med til at lave stel til Nimbusser af kakkelrørstypen. Han havde da for resten en ny Nimbusmotor fra 1926 stående i originalkassen nede i garagen.

Jeg blev lidt overrasket og spurgte ham derfor, hvad han skulle bruge den til. Svaret var, ikke til noget, men da han en dag for mange år siden så, at man kunne købe Nimbusmotorer i løs vægt, så måtte han da have sådan en, når han nu havde været med til at lave dem.

Jeg var straks fyr og flamme og spurgte, om jeg kunne få den at se, men der var så meget skrammel i garagen, og han gad ikke at rage alt det væk for at komme ind til kassen med motoren.

Nå, det var der ikke noget at gøre ved, og vi snakkede ikke mere om det. Efter hjemkomsten kom jeg i kontakt med en kollega (Børge J. Nielsen, Bjert), der satte gamle motorcykler i stand, deriblandt en af kakkelovnsrørtypen, som han ikke kunne få gang i. Jeg spurgte ham da, om han ville købe en ny motor. Han var naturligvis et stort spørgsmålstegn. Hvor ville jeg dog skaffe den fra?

En telefonkontakt med min svoger i USA gav som resultat, at Ditlev ikke ville af med den, og så måtte den potte være ude, men efter et halvt års tid ringede min svoger til mig og spurgte om adressen, som de kunne sende motoren til, da Ditlev nu godt ville af med den, oven i købet gratis. Modtageren skulle blot betale luftfragten på 5.000 kroner.

Således fik en kakkelovnsrørs-Nimbus en ny motor, der kom til ære og værdighed hos min gode ven, Børge J. Nielsen. Han nu bor i Ørsted på Fyn, og da han efter nogle år ville skille sig af med Nimbussen, kendte han i Kolding en veterankører, Torben Karlsen, Peter Bejerholmsvej, der fik lov at købe den, da han garanteret ville passe på cyklen, og den har nu i flere år deltaget i bl.a. Skagen-løbet for veteranmotorcykler.

Den kommer kun ud i godt vejr og har sin egen plads i hans campingvogn, når den skal på landevejen, så vidt jeg ved.

Og så er ’et et’ en gång løwn.

Ditlev døde i en alder af 96 år, min søsters svigerfar ligeså, mens min svoger, der hedder Tom Jensen og er 79 år, kører dampmaskinfabrikken videre i Jeanette.

Ole H. Christiansen, Daltoften 20, 5320 Agedrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *