Pia Sigmund, forfatter og fortæller

Pia Sigmund, forfatter og fortæller

En lyseblå kjole
Tøj fik vi syet hos frk. Linnet, der boede i en høj stuelejlighed i Classensgade. Hun var en strammundet ældre tynd ugift dame. Ved første besøg skrev hun omhyggeligt mors ønsker ned på et stykke lidt gulligt papir. Vi blev målt med et målebånd på alle tænkelige leder, og hun og mor diskuterede stofvalg og facon.

Ved andet besøg kunne frk. Linnet ikke tale. Hun havde munden fyldt med knappenåle, som blev stukket ind i os og en særlig papirkjole, syet af fint silkepapir. Vi skulle stå meget stille og måtte næsten ikke trække vejret. Det var pinefuldt at komme ud af papirerne igen. Endelig ved tredje besøg var papiret blevet forvandlet til stof, og kjolen som regel færdig, måske var små rettelser nødvendige.

med lone hos fotografen

Min søster Lone og jeg (Lone er 2 1/2 år yngre end mig). Hos fotografen.

Frk. Linnet havde en ung, eller rettere yngre, niece, som gik til hånde. Hun blev kommanderet rundt og skældt ud over sine sømme. Jeg husker en lyseblå fin kjole med lidt struttende skørt, som blev syet til afdansningsbal og fine fester hos mormor og morfar. Jeg har nok haft mere end en af samme model i årenes løb. Jeg husker også en rødternet lægget nederdel med seler af stoffet. Og så var der sommerkjoler af bomuldsstof med pufærmer. Lone fik syet nøjagtig de samme kjoler, så vi to søstre kunne være ens – eller også fik hun syet mine aflagte kjoler om.

Læs om Pias møde med Kong Christian den 10.

Stoffer

Ved enkelte lejligheder fik jeg lov til at kigge ind i det store flerfløjede skab i soveværelset. Et helt skab, der var fyldt med flade ruller med stoffer, mest af bomuld, nogle af flonel, mange med søde mønstre. Stofferne lå stablet i den fineste orden. Det var dejligt at glide med hånden ind i lagene og mærke de forskellige måder at være blød på. Af og til tog mor et stykke stof ud, som vi så fik syet kjoler af. Hun havde købt stofferne i 1940, da krigen brød ud, og det kunne se ud til, at der engang ville blive mangel. Da vi flyttede fra Arendalsgade i 1955, var der endnu mange stoffer tilbage.

Vores tøj

Med det hjemmelavede dukkehus i sommerhushaven

Med det hjemmelavede dukkehus i sommerhushaven

Men vi havde meget lidt tøj. Der var ikke brug for det, og der var ikke råd til det. Vi skiftede ikke tøj så ofte (og sådan var det for alle i 1940´rne). Det var helt almindeligt, at man gik med samme tøj i flere dage i træk, ja, op til en uge.
Når vi skulle ud at gå tur eller på besøg, fik vi altid hat på, en lille rundpuldet hat med elastik rundt om hagen, så den ikke blæste af.

Pia og søter Lone

Jeg og min søster Lone

Mor strikkede tykke og kradsende uldundertrøjer til os. Hun sagde, at de skulle kradse for at holde os varme. Hun strikkede langsomt og ikke meget til os. På meget tynde pinde strikkede hun en rød bolero til os hver. Den brugte vi hver dag hele sommeren over vores sommerkjoler.

Nye sko
Vi fik nye sko i en skoforretning på Østerbrogade. Vores fødder var selvfølgelig vokset siden sidst. Vi fik de nye sko på og skulle stikke en fod ad gangen ind i et apparat, der gennemlyste vores fod. Vi kiggede ned gennem et glas og så knoglerne i vores fod i det grønne lys. Vi kunne vrikke med tæerne for at se, om der var plads nok til dem alle i skoens næse.

Læs mere om undertøjsmode i 40èrne

Dette er en personlig fortælling om livet i 40érne. Hvis du har en historie, du gerne vil fortælle til Husker Du på Kultur Odense, kan du kontakte Kultur Odense her

 

Fokus på jul


Jul i Odense – få en historisk god jul og oplev uartige Emil eller griske ejendomsmæglere


Julerose af papir – En juletradition i Odense


Jul i Odense – julestemning fra dengang farfar var dreng

Læsernes egne fortællinger


En lille julehistorie


Fra min barndom i 1940èrne på Østerbro i København


Kongen